12 feb 2016

Danmarks bedste iværksættere

Med en super flot 2. plads har fire bornholmske hhx-elever placeret sig blandt landets bedste iværksættere på årets Nationale Entreprenørskabsmesse i Odense. Her deltog 115 hold fra ungdomsuddannelser i hele landet, og sejren har givet de fire elever mod på iværksætteriet.

De fire elever Miklas Jønson Kroager, Nikita Dybdahl Kofoed-Dam, Line Koefoed Andersen og Luna Katrine Hjorth Schow har udviklet app'en Handycare. Handycare er en app og informationsplatform i stil med Tripadvisor med anmeldelser om tilgængelighed og faciliteter for handicappede.

 

- Jeg har egentlig aldrig troet, at jeg skulle være iværksætter. Det føltes lidt for risikabelt, fortæller Line Koefoed Andersen.

- Men med vores app føles det pludselig helt rigtigt. Det er noget, jeg brænder for og har lyst til at fortsætte med. Handycare giver god mening, fordi det hjælper andre. Og med al den gode feedback, vi har fået fra dommerne på messen og fra potentielle brugere, er det noget, vi alle sammen har lyst til at arbejde videre med, siger hun.


Messen er en del af Fonden for Entreprenørskabs Company Programme forløb, som skoleelever på ungdomsuddannelser over hele landet deltager i.

 

De bornholmske hhx elever har arbejdet med projektet i faget innovation, som for en stor del er bygget op omkring Company Programme forløbet. Undervisningen er således et hands on iværksætterforløb, hvor eleverne arbejder med den komplekse opgave det er, at bygge en realiserbar virksomhed op omkring en god idé.

 

Gennem et virkelighedsnært og praksisorienteret forløb prøver eleverne kræfter med iværksætteriet. De har bla. fået sparring fra Business Center Bornholm og er ligeledes blevet præsenteret for etablerede iværksættere og erhvervsfolk. En iværksætters succes hænger sammen med et godt netværk. Derfor trænes eleverne i at udbygge deres netværk og søge information, råd og vejledning udenfor skolen.

 

Fonden for Enteprenørskab Bornholm fungerer som sparringspartner på Company Programme for de undervisere, der er i gang eller skal i gang med forløbet.

 

Det er også Fonden for Entreprenørskab Bornholm, der står bag Regionalmessen, som blev afholdt i januar måned i Green Solution House. Det var her Handycare kvalificerede sig til deltagelse i den Nationale Entreprenørskabsmesse.

 

Næste mål er DM i Entreprenørskab i april, som afholdes i Industriens Hus i København.