05 nov 2015

Iværksætteri på gymnasiet

Innovation kræver modet til at lege og være lidt skør.

To klasser på stx og hf arbejder i øjeblikket med innovation og iværksætteri. Det handler om at få de gode idéer og omsætte dem til realiserbare produkter.

 

Lærerens rolle i den innovative proces går ud på at inspirere og motivere eleverne til at tænke anderledes. Det kræver en anden form for facilitering end den almindelige undervisning.

 

Derfor samarbejder lærer Niels Geckler med regionsleder for Fonden for Entreprenørskab Bornholm, Tau Rebecca Mikkelsen, som faciliterer de første processer med eleverne. Samarbejdet er gratis og et tilbud til alle øens uddannelsesinstitutioner.

 

De gode idéer kræver i første omgang, at man finder de gode problemer at løse. Derefter kræver det modet til at tage chancer og bla. lege sig frem til de gode løsninger.

 

Som opvarmning til idéudviklingen træner eleverne kreativiteten gennem en lille og sjov - men effektiv - øvelse. "Design en ferie" hedder den og går ud på, at eleverne to og to skal digte en skør fælles ferie.

 

Eleverne får hver et ordkort med fem vilkårlige ord på - fx hveps, motorvej, skovl, jordbær, fiskestang. Elevernes kort er forskellige. Ud fra ordene på kortet skal eleverne på skift digte videre på ferien. 

 

Øvelsen er en træning i at sige JA til det andre bringer i spil. Nej er forbudt. Det er også en øvelse i kreativitet, spontanitet og leg. Og så løsner det stemningen op, så man ikke er så bange for kun at komme med de færdige, perfekte løsninger.

 

Hvis eleverne skal skabe noget helt nyt eller gøre noget markant bedre, så er de nødt til at bevæge sig derud, hvor de ikke har været før. Og det kræver modet til at prøve af og lufte de anderledes, skøre ideer.